Vær på vagt for svindlere!

Skrevet af:
Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent
Udgivet 28. april 2025
En række idrætsforeninger har den seneste tid været udsat for grov svindel, og nogle af dem har mistet rigtig mange penge. Svindlerne er desværre dygtige, de går direkte efter bestyrelsesmedlemmer og har ofte indhentet oplysninger, som underbygger deres troværdighed.
Svindel og forsøg på svindel mod foreningernes formuer kan lige så vel ramme aftenskolen som idrætsforeningen. Svindlerne udvikler konstant metoder og bliver mere og mere spidsfindige, men der er faktisk en række ting, aftenskolen kan sætte i værk for at minimere risikoen.
I sekretariatet er vi i gang med at planlægge et webinar for aftenskoler, hvor politiet leverer et oplæg om svindelmetoder og forebyggelsesmuligheder. Hold derfor skarpt øje med de kommende nyhedsbreve.
Hidtil har det primært været idrætsforeninger, der har været ramt, og DGI har derfor lavet et fint materiale med en række råd og anbefalinger til deres foreninger, men materialerne er også meget relevante for aftenskoler.
Tag for eksempel et kig ind i følgende gode råd:
- Lav regler for godkendelse af betalinger
- Begræns adgangen for svindlere
- Beskyt foreningen mod falske telefonopkald
Vi anbefaler at aftenskolerne indtil videre orienterer sig på DGI's hjemmeside.